Fængsel

00:00 Jeg ved godt, at konsekvenserne er hårde i Norge, men jeg har lavet mig selv lukke af det der med pengene og sådan noget. Og på vej i politibilen, der husker jeg også, der er sådan en scene, jeg husker rigtig meget, hvor jeg sidder sådan, jeg siger ikke et ord. Og så sidder jeg i den der bil, og jeg kigger bare på dem, og jeg gider ikke sige mit navn, jeg siger ingenting overhovedet. Så jeg bare kigger på de der, og så kigger ham der bag spejl, og så siger han sådan, jeg sidder og kigger ud af vinduet, og så siger han, jeg kigger du bare på solen, min ven. Den kommer du ikke til at se i mange år. 00:47 Mit navn er Rolf Eckert, og jeg er vært på fængsel. I løbet af den her serie snakker jeg med tidligere og nuværende indsatte. De tager os med for den dag, de bliver anholdt, deres personlige udvikling under afsoningen og tiden efter løsladelsen. I dag skal jeg tale med Martin. 01:05 Velkommen Martin. Tak. Tak fordi du vil komme og tale med mig. 01:08 Som teenager begyndte han at sælge has på Christiania, og det blev starten på et liv med kriminalitet og stofmisbrug. Det fører ham i fængsel i Norge og senere ud i hjemløshed på Istergade. Vi skal tale om, hvordan Martin i overvis forsøger at finde en vej ud af det liv, han havnede i, og om hvordan en anholdelse, der kunne ligne endnu en nedtur, ender med at blive et vendebogt. 01:31 Jeg vil gerne begynde vores snak på Christiania. Du er teenager i 1970'erne, da du første gang kommer derud. Kan du tage mig med til den første gang, hvor du står på Christiania? Hvad er det, du ser derude? 01:42 Det, der sker, det er, at det er i forbindelse med et teaterstykke af Solvognen, som var en teatergruppe, der var med der helt fra starten, da Christiania blev besat. Og inden teaterstykket starter, så kommer jeg ind på et værtshus, der hedder Woodstock. Og så tænker jeg, at jeg må lige prøve at købe noget af os her. Og så får jeg også en tændstikæske. 02:04 Jeg har kun en tiger. Så ham der fylder bare den der tændstiksæske op med smulder, og så tænker jeg bare sådan, okay, det er vildt det her. For en tiger? For en tiger, ikke? Den oplevelse fascinerede mig, fordi den idé, jeg får, er, at det kunne være, at jeg kunne veksle den her tændstiksæske til en tyver, ikke? Og så er det ikke kun det, men det er den der tilstemning, der var på det tidspunkt på Christiania. Altså, det føles frit. 02:33 Martin er omkring 14 år, da han første gang kommer på Christiania. Han sælger tændstegæsken videre for omkring 20 kroner, og det bliver starten på noget, der hurtigt vokser. For Martin har fået smag for at tjene penge. 02:47 Jeg havde nogle mønter, jeg havde arvet fra min farfar, som jeg solgte til en mønhandler inde i byen, og så tog jeg ud, og så købte jeg noget mere. Kan du huske, hvor meget du købte? Jamen, det var jo sådan noget... 10, 20, 50 gram til at starte med, og så... 03:02 så blev det hurtigt til 100 gram, og så blev det til lidt mere, fordi så fik jeg en forbindelse ude på Christiania, som ville så være en rigtig god forbindelse, og som kunne se en eller anden idé i det her, og han gemmer sig noget ekstra med, som jeg så kom med ugen efter pengene for, og lige pludselig en dag, så sagde han, du bliver lige nødt til at vente, kan du ikke lige passe mit bord her? 03:26 mens jeg er væk, og jeg var bare sådan, ah. 03:28 Altså, pas mit bord? 03:29 Ja, han stod også ved et bord og solgte det, ikke? Så jeg fik hans vægt, og den skive, han vejede den lige af, hvad der var, og så kom han tilbage to timer senere, og så havde jeg selvfølgelig udsolgt, og så sagde han, prøv lige at høre her, kom herud, og så kan du bare passe mit bord i stedet for, ikke? 03:45 Det her hastsald, det bliver jo dit leveår i rigtig mange år fremad. Og det får også store konsekvenser for dit liv, men vi skal lige spole tiden lidt tilbage til begyndelserne. Du er født i 1961. Det er rigtigt. Vokser op langt fra Christianias frisand. Nemlig lidt nord fra København i Søllerød og Nærum med dine forældre og dine lillebror. Og da du var 15 år, blev dine forældre skilt. 04:04 Det er rigtigt. 04:04 Hvordan vil du beskrive årene efter, at dine forældre bliver skilt? 04:08 Altså, jeg bor sammen med min far kort tid efter. Og han har købt et hus i Nærum, men rejser rigtig meget. Så jeg er faktisk alene fra det øjeblik. Altså, så kommer han hjem en gang imellem i weekenderne, ikke? Og mit job sådan i forhold til det her, hvad hedder det, jeg fik nogle lommepenge for at passe huset og holde rent og sådan noget, ikke? 04:30 Det bliver sværere at gå i skole, og det bliver sværere for mig at opretholde de her forventninger, som blandt andet med at gå i skole og opføre sig ordentligt og sådan noget. Jeg får en eller anden frihed, som jeg ikke lige kan håndtere ordentligt på det tidspunkt i hvert fald. 04:50 Så sker der det, at min far bliver nødt til skattetekniske årsager. Han er udflyttet, og så kan han ikke eje det hus, og det bliver han nødt til at sælge. Så står jeg ligesom der og skal flytte tilbage til sin mor. Det var udelukket. 05:02 Hvorfor var det udelukket at komme tilbage til sin mor? 05:05 Det fungerede ikke. Vi fungerede ikke på den måde. Så søger jeg dispensation på et af kollegerne derude. Så får jeg dispensation, og jeg er 100% den yngste, hvor der kommer. Man skulle være 18 for at bo derude, og jeg er 16. Og jeg får et værelse ude på det kollege. 05:26 Der oplever jeg, at der er nogen, der faktisk begynder at tage hånd om, og jeg bliver ligesom lidt en maskot. Og de forventer selvfølgelig, at jeg passer min skole, og jeg ordner mine ting og sådan noget. Og det hjælper de mig med, sådan med at stå op. 05:40 Hvem er de? 05:41 De mennesker, jeg bor på gang med, man bor sådan 13 mennesker. Så de handler studerende også? Ja, de fleste kom fra Danmarks Tekniske Universitet, så de læste ingeniører. Stort set alle sammen. Man har nogle forpligtelser også i forhold til sådan noget madordning og oprydning og vasker og alt det der. Så hvad hedder det, jeg kommer ind under nogle forhold, nogle sådan lidt semiordnede forhold, som faktisk passer mig meget godt. Og samtidig så bliver kollegiet også en god arbejdsplads i forhold til den her lille hasforretning, jeg har. 06:13 Hvordan gør du det? 06:15 at rygtet spreder sig. Der skal jo ikke meget mund til mund, og også den bedste reklam i den branche. 06:22 Sådan et hastsal her i 70'erne og i 80'erne, hvor man ikke lige kan ringe til hinanden, eller skrive på mobilen, hvordan gør man? Hvordan foregår det? 06:32 På det tidspunkt her, der foregår, ved at tro, nærmest 90% af alt det her selv, der er i København, det går igennem Christiania. Der er ikke hele det her, altså man har jo ikke fået de her narkotelefoner eller noget, det eksisterer simpelthen. Altså mobiltelefonen eksisterer ikke på dette tidspunkt. 06:49 hvor jeg er i gang. Og så er det sådan, at man laver en aftale, og så overholder man aftalen. Og jeg har tit tænkt over det i forhold til det her med teknologi nu og sådan noget, hvordan, og kæft, hvis min telefon bliver væk, så er jeg færdig, ikke? Altså som menneske nærmest, ikke? Men dengang var det jo bare sådan, at vi ses onsdag kl. 12 der og der, og så er man da bare onsdag kl. 12. Og dem, der ikke er der onsdag kl. 12, jamen det var bare ærgerligt, ikke? 07:14 Der er godt nok forskel på i dag og til den gang, ikke? 07:17 Ja, men det gik jo fuldstændig lige så godt den gang uden. Det er det, der er interessant. 07:26 Som 18-årig flytter Martin fra kollegiet i Nærum til København. Hans hasforretning fortsætter og samtidig får han et job på et nyt diskotek i Indre København. 07:37 Det hed On The Rocks, og det var sådan et sted, de åbnede. Det var bare bumpen, da det åbnede. 07:42 Jeg kan godt huske On The Rocks. 07:43 Ja, det var det. De stod i kø fra, fandt man tidligere om aftenen, og hver dag i hele ugen. Det var helt vildt. 07:50 Hvad var det ved det her miljø, der var så fascinerende for dig? 07:52 Der var fart på. Der kom alle de i gode øjne rigtige mennesker. Og jeg kunne gemme mig selv og mit lave selvværd i det her. Der var massive muligheder for at opnå kunstigt selvværd. 08:09 Når man nu bevæger sig rundt herinde som sådan en ung gut, og er alle de rigtige steder, og kender alle de rigtige, hvad så med andre stoffer end has? Det tænker jeg er en del af det miljø her. 08:19 Ja, det er jo det, at det starter for mig derinde. Hvor jeg bliver præsenteret for kokain. Og min oplevelse er, at det her er det, jeg har manglet hele mit liv. 08:31 Var det oplevelsen første gang? Det var det. Altså hvad er det? 08:34 Jamen, fordi lige pludselig kunne jeg danse, ikke? Og når jeg så mig selv i spejlet, så havde jeg faktisk aldrig set nogen, der så federe ud end mig selv. Og hvad hedder det? 08:43 Altså, det var det vildeste selvbedrag. 08:45 Så du var next level i forhold til det her med dårlig selvbedrag? 08:47 Altså, det er next level selvbedrag fra spids af, ikke? Altså, allerede den anden streg, der jagter jeg den første, ikke? Og så bliver det bare en lang jagt på den her oplevelse, jeg havde lige til at starte med. 09:01 som aldrig nogensinde kommer tilbage. Det ender meget hurtigt for mig som sådan noget, at jeg ikke kan noget uden at tage. Jeg kan ikke gå på arbejde, jeg kan ikke være i social sammenhæng, jeg kan ikke noget som helst. Vanvittet bliver større og større. Jeg kan ikke sove, jeg slapper aldrig nogensinde af, jeg går rundt i sådan en alert hele tiden. Jeg begynder at svigte mennesker omkring mig. Altså både i forhold til mine nærmeste relationer, og også i min hasforretningssammenhæng. 09:35 Møder ikke op til aftaler, alt sådan noget der. 09:38 Okay, det er jo fat det her, hva'? Det ændrer jo alt for dig. 09:41 Det der stof, det tager mig fuldstændig. Når du ser tilbage, kan du så se, hvad du manglede, siden du ikke kunne stoppe? Jeg manglede mig selv. Jeg manglede selvkærlighed. 09:54 Martin lever livet i overhældingsbane med hassal, stoffer, fest og kvinder omkring sig. Men da Martin er i starten af 20'erne, sker der pludselig noget, der får ham til at sætte farten ned. Han bliver nemlig forelsket. 10:08 Jeg havde aldrig prøvet det her med at være forelsket overhovedet, indtil jeg møder hende her. Og vi ender i et meget langt forløb. Jeg får lyst til at leve igen. Jeg får lyst til at vågne om morgenen. 10:23 Jeg får lyst til at være der for et andet menneske, og jeg får faktisk også lyst til at være der for mig selv. Der kommer en dæmper på det her vanvittig gang, et langt stykke hen ad vejen. 10:35 Fordi rundt om det her med din kæreste, du bliver så forelsket i, og hun får dig til at blive en bedre version af dig selv, hvordan ser det ud i dit liv? 10:42 Jeg stopper faktisk derinde på det der diskotek, fordi det hænger sgu ikke helt sammen. Men det er ikke sådan, at jeg stopper min karriere med hasse overhovedet, men tværtimod bliver den faktisk... Jeg kommer tilbage på sporet, kan man sige. Forbindelserne bliver bedre. Jeg kan godt regne ud, hvad der skal til, og så hvis du... 11:06 Hvis du gerne vil sælge til dem ude på Christiania, så skal du finde noget, der er bedre end det tilbud, de får i forvejen. Og så skal du have en god forbindelse ude i byen. Hvis du så gerne vil sælge dit større kvantum, så skal du finde ud af dem der ude i byen. Hvor får de det fra? Og så skal du så have en forbindelse der. Og nu er min forretning begyndt at blive af international karakter. Og det sker jo bare sådan. 11:29 Okay, det er ret vildt det her. Den udvikling. Det er jo ret. Du har fat. Det er jo stort. 11:35 Jamen, det bliver sgu været endnu, du. Det er jo sådan, nu fortæller jeg jo sådan lidt en romantiserede udgave af det her, der sker fandme mange ting, og det tror jeg også måske, at du har jo også været en del af et miljø, så du ved jo godt lige pludselig, når der går galt, så kan det kræftet mig gå galt, ikke? Så er man i flyverskjul, og så er man i krig, og så er man det ene og det andet, og folk de stjæler med arme og ben, ikke? Og man... Man er jo, hvad hedder det, oppe imod nogle kræfter, som du, dengang jeg kom ude på Christiania, hvor vi dansede, du ved, alle sammen sammen, og når solen stod op, og man krammede, og det var ren kærlighed og sådan noget, ikke? 12:09 Og has, fri has og nej til atomkræft og sådan noget, ikke? Det var en anden, en anden tid. 12:17 Martin har i mange år rådret has og været afhængig af kokain, da han sidste 20'erne bliver introduceret til heroin. Og det bliver begyndelsen på et misbrug, der får afgørende konsekvenser for hans liv. 12:29 Der er en, der giver mig noget kokain blandet med heroin, uden at jeg ved det. Okay. Og det, der sker, det er, at jeg oplever lige pludselig sindsro, hvor jeg normalt ville opleve vandlede. 12:45 Altså normalt på kokain, mener du? Ja, kokain. 12:48 Der sker noget andet. Når jeg tog kokain, så gik så meget hurtigt, var det ligesom om, mit hoved eksploderede. Og så tog jeg noget mere, og så blev det værre. Og det blev jeg bare med. Da jeg så blev præsenteret for heroin, så var det ligesom om, det slukkede for det her vanvittighed. 13:06 Og det bliver så en fast følelsesvend, hvor det dæmper vanvittigt. Også fordi rent psykisk ved jeg godt, at når jeg har taget noget kokain, så behøver jeg ikke blive vanvittig, fordi jeg kan bare tage noget heroin, så bliver der ro på. Heroinen fjerner vanvittigt, men den fjerner kraftedeme også mine følelser. 13:25 Ikke at jeg bliver kold eller noget, jeg er bare ligeglad. 13:28 Så udover sindsro, så bliver du også fuldstændig ligeglad? 13:30 Der er bare slukket. Som i fuldstændig slukket. Og det tager ordentligt fat. Da min kæreste bliver gravid, der er intet jeg vil hellere i mit liv, end at være far. Og det har været en del af de allerstørste drømme, som jeg har haft, som så bliver til den nærmest største frygt, jeg har oplevet. 13:51 Hvad vil det sige? Jamen, jeg bliver så bange for ikke at leve op til igen. Jeg har jo slet ikke gjort op med mig selv om, hvad jeg kan, om hvem jeg er stadigvæk. Jeg er bare stadig ude i det her med at slukke for de her følelser omkring mig selv ved at destruere mig selv og på den måde også destruere andre. Det er jo helt forfærdeligt. Så du bliver simpelthen skræmt for vidt og sans. Nu skal du være far. 14:16 I slutningen af 1991, da Martins søn er tre måneder gammel, får Martin en henvendelse om en stor hasleverance til Norge. Men der er noget, der virker mistænkeligt. 14:28 Henvendelsen kommer fra nogle mennesker, jeg ikke kender. I sådan noget perifert noget, og jeg siger pænt nej tak. De skal have leveret noget has i Norge, de siger, de har det her has liggende, men de har ikke nogen transport. 14:40 Og jeg har sådan, okay, jeg kender måske nogen, som der kan transportere det her, og hvad hedder det, men, altså det tænker jeg med mig selv, men jeg er sådan, jeg siger nej, nej, nej, nej, nej, det bliver ved med et stykke tid på tidspunkt, og så stiger ligesom deres tilbud prisen, hvor jeg til sidst er ren begærlighed og grådighed, så kan jeg ikke sige nej. Så jeg sætter det her i stand for dem, og så får jeg en opringning, som er meget mærkelig, og jeg bliver meget nervøs for om, De hovedet er i stand til at modtage det her, og leve op til noget af det her. 15:12 Så jeg føler bare, at jeg i forhold til de mennesker, jeg har ansvaret for her, hvad hedder det, være en transportør osv., at jeg bliver nødt til at være på stedet, så jeg tager det op. Jeg har allerede på det tidspunkt det, jeg er luret af, altså jeg kan godt se politiet efter mig. 15:28 Det opkald, du fik omkring Norge her, hvor du blev bekymret, hvad gik det ud på? 15:35 Selve opkaldet er sådan, at de siger, at der mangler noget. De mangler nogle af de penge, de skal betale, og de er usikre på selve overdragelsen og alt det her. Alt er aftalt. Til punkt og prikke. Han siger, hvornår kan du komme? Vi bliver nødt til at sidde ned og snakke sammen. Hvornår kan du være der? Og jeg har sådan her, nu kan jeg mærke den her, det her er en telefon hos en eller anden 80-årig dame, sådan en nødtelefon jeg har, hvor de kan ringe til hende, og så kan jeg komme. Og ellers foregik det her jo sådan på aftalede tidspunkter fra telefonboks til telefonboks, sådan var det tingene dengang, ikke? 16:08 Og aldrig noget på mit hjemmetelefon eller noget, jeg vidste godt det her, ikke? Men jeg får en følelse i det her opkald af, at der er virkelig noget galt her, ikke? 16:19 Men jeg siger til ham sådan, jeg ved simpelthen, jeg forstår ikke, hvad du snakker om. Ja, hvad hedder det? Men bare reservere et bord på en restaurant her om to dage, så er jeg der til frokost. Og der er jeg... 16:37 Der er jeg hårdt presset på alle mulige måder her. Jeg har et ansvar, jeg skal løbe op til. Vi har lige fået den her søn her. Jeg er helt væk på stoffer. Det er faktisk noget værd ud af. 16:51 Hvorfor tager du dig op, når du har den her fornemmelse? Hvad er det, der får dig til at tage dig op alligevel? 16:57 Jeg er presset, og jeg vil bare gerne leve op til mit ansvar i forhold til det her. Og der er andre mennesker involveret i det her også. Det er jo ikke kun mig, det handler om. 17:10 Kan du huske det øjeblik, hvor du opdager politiet, står der? 17:14 Ja, det kan jeg godt huske. Det er ude på sådan en gårdsplads uden for Oslo. I forbindelse med en gård. Og de kommer løbende sådan fra alle sider. Jeg kan ikke regne ud, hvor meget de ved. 17:26 Jeg kan godt regne ud, at det er noget lort. Hvor mange er det? Der er 19 betjente. Det var meget præcist. Ja, men det ved jeg. Det kan jeg jo huske sådan fra sagen. Og jeg kan jo slet ikke regne ud. Jeg ved godt, at konsekvenserne er hårde i Norge, og det er også derfor, at jeg ikke havde været der før, og jeg under normal omstændighed aldrig ville tage det op, og egentlig i virkeligheden slet ikke ville have noget med det land at gøre. Men jeg har lavet mig selv lukke af det der med penge og sådan noget. Og på vej i politibilen, der husker jeg også, der er sådan en senior, jeg husker rigtig meget, hvor jeg sidder og siger, jeg siger ikke et ord. 17:58 Og så sidder jeg i den der bil, og jeg kigger bare på den. Jeg gider ikke sige mit navn, og jeg siger ingenting overhovedet. Så jeg bare kigger på de der, og så kigger ham der i bakspejlen, så siger han sådan... Jeg sidder og kigger ud af vinduet, og så siger han, ja, kig du bare på solen, min ven. Den kommer du ikke til at se i mange år. Og jeg kan huske, han siger... Den kan du huske, den der? Ja, jeg kan huske den der, fordi den sådan... Wow, okay, mand. Og bagudrettet, så havde han jo ret. Ja, det havde han jo. Ja. 18:27 Da Martin bliver anholdt i december 1991, er han dybt afhængig af heroin. Nu skal han pludselig undvære stoffet, og det bliver ikke nogen nem opgave. 18:39 Jeg er i det her silkejakkesæt og skjorte og slips. Ryger ind på Oslo politikammer, som er ligesom gården i København. Og der er sådan et epoxymalet gulv, hvor der er varme. Der er ingen madrasse. 18:56 Og der ligger jeg, og der ved jeg bare. For jeg havde været tæt på at blive syg. Men jeg havde jo altid heroin. Altså hvis jeg var ude at rejse, så havde jeg det altid med. Jeg havde altid rigeligt. Så jeg havde prøvet nogle gange, hvor det nærmede sig. Nu skal du lige se at få noget. Men jeg vidste godt, at jeg havde set, hvor syge folk blev. Så jeg vidste godt, at jeg ville blive rigtig syg. 19:18 Og det bliver jeg så også. Og der ligger jeg bare der og ruller rundt som sådan en grillkylling på det der gulv der. To netter ligger inde på den der celle der. Og så sker jeg i retten. 19:29 Jeg skal lige høre dig inden vi kommer i retten her. Fordi folk der ikke har været afhængige af heroin, det må der en del af jo. Hvad er det der sker med kroppen her? 19:36 Som heroinen aftager, kommer der flere og flere smerter. indtil at du pikker, indtil kroppen langsomt begynder at producere endofin, og så smerterne aftager sig på et tidspunkt, at kroppen er helt oppe i produktion, og så har du ikke de her smerter mere. Og det er et forløb, der er over måske syv dage eller sådan noget. Men det gør næst, du ved. Og det går ondt at blinke med øjnene. Det er forbundet med smerterne. Alt gør ondt. Alt. 20:00 Og hvordan med din psyke her? Og samtidig med, at du har så mange smerter her i krop? 20:04 Så begynder, så sker der jo det, at når heroinen stopper med at virke, så begynder de her følelser, som der har været slukket for, så begynder de at komme tilbage, og det er, hvad hedder det, det er rimelig, det er ret horribelt, det der. Ja, det lyder voldsomt. Ja. Det er sådan rimelig overvældende, kan man godt sige. Ja. 20:19 Efter to døgn, så bliver du fremstillet i retten. 20:21 Ja. 20:22 Og hvordan har du det, da du står derinde i retten? 20:24 Det er jo sådan, at vi som mennesker, og jeg er ikke på nogen måde unik, men vi har nogle urkræfter i os, som er til rådighed, når vi har allermest brug for det. Og her ved jeg godt, at jeg har brug for noget her. Jeg har brug for at etablere en eller anden form for forsvar. Virkelig naivt, men jeg tror, at jeg har en chance. 20:47 Så jeg kan lige stå op med de sidste kræfter, så den forklarer mig. Og jeg prøver at forklare mig på noget, der minder om norsk, hvad det overhovedet ikke er. Fordi jeg kan ikke et ord norsk overhovedet. Så det bliver sådan noget halvsvensk. Og jeg kommer med den her lange forklaring om, hvorfor jeg er der, og den her forretningsidé, jeg har, eller den her aftale, jeg har med brandvæsenet i Oslo. 21:12 Og så dommeren, han hører på den her, hvad hedder det, forklaring, og så siger han til mig, men har du svenske forældre, eller hvad? Så siger han, hvad, hvad, hvad, hvad? Jamen, kan du ikke bare tale dansk? Det forstår vi meget bedre. Kan du forestille dig, hvordan det hele bare falder sammen? Og så siger han, ja, 12 uger. Altså, jeg bliver, hvad hedder det, varetægtsfængslet i 12 uger, ikke? 21:36 og hvad hedder det, og så rejser den her beskikket forsvar sig op, og siger, ja, vi tager betænkningstid, altså, og så bryder jeg sammen, ikke, så kan jeg huske, jeg sådan skriger til ham, betænkningstid, hvad tænker du på? Prøv lige at høre, jeg nægter, altså, du arbejder ikke for meget mere, du er fyret, og det her, det foregår i retten, og jeg tænker, hvad de må have tænkt, ikke, altså, de tænker, er du sindssyg, det er virkelig en galning, der står der, ikke? 21:59 Var det det? 22:00 Ja, det var det. 22:02 Det var en gældning. 22:03 Så du skulle blive der i 12 uger mere, og du havde egentlig håbet, at du kom hjem her nu, for du havde det ikke særlig godt? 22:08 Jeg vidste godt, at løbet var kørt, og jeg vidste godt, at jeg skulle gennem det her, og det havde jeg også mere eller mindre indstillet mig på. Anklagen, hvad lød den på? Medvirken til en smugling af, at det starter med et eller andet, jeg tror det er 100 kilo, ikke? 22:23 Okay. Og hvad med din familie? 22:25 Ved de, hvor du er? Har de fået besked? Det er altså vildt, fordi jeg bliver anholdt. Jeg ved godt, at jeg ikke er hjemme. Jeg bliver anholdt den dag, jeg ankommer. Jeg ved godt, at jeg først vil komme dagen efter. Min kone har fødselsdag, så jeg har sørget for, at der kommer en masse roser. 22:43 bliver leveret en masse, altså en stor buket ruse til hende, eller min kæreste. En stor buket ruse til hende. Hun sidder der alene med det her lille barn, og det er fandme vildt. Det er så sygt. 22:57 Jeg kan næsten se, du er der tilbage her nu. 22:59 Jeg kan slet ikke have det, mand. 23:00 Da du får at vide, at du skal varetægtsfængseles videre i 12 uger, så bliver du kørt til Oslo Kristfængsel, som hedder Oslo Fængsel i dag, og det er varetægt. 23:09 Ja, det er fuldstændig ligesom, det er bare, hvad hedder det, Oslos udgave af Vestre Fængsel, ikke? 23:14 Okay. Kan du beskrive det øjeblik her, hvor døren bliver lukket bag dig, når du kommer herind? 23:20 Det er rart at komme til et sted, hvor der er en seng, og der ligger noget sengetøj. Jeg går i gang med at ræge denne her seng, og jeg føler faktisk, puha, endelig kan jeg ligge ned i et eller andet. Selvom her på det her tidspunkt er jeg stadigvæk syg, men mindre. 23:35 med kramperne og sådan noget og så er der en radio og der sidder sådan en radio som også er et samtaleanlæg sådan en boks ved siden af døren der spiller et nummer af Guns N' Roses der hedder Don't You Cry og der må jeg sætte mig ned på sengen for lige pludselig så kommer det bare og der bliver jeg ramt af sorg og selvmelidenhed og fuldstændig frustration over hvad det er for en situation som jeg igen har sat mig selv og andre i Og det er, hvad hedder det, det er hårdt. 24:06 Og jeg sidder til det der nummer, og lige pludselig midt i nummeret, så slukker det bare sådan en der klok. Og så er det bare sådan, hvad du ved, ikke? Og op og ringer på og noget og spørger, hvorfor er min radio, hvad er det? Så siger de, jamen du har kringkastningsforbud. Så siger de, hvad for noget kringkastningsforbud? Det har jeg slet ikke forstået i retten. Udover at jeg er isoleret og ikke må have omgang med andre og noget, så er jeg også isoleret fra at høre radio, læse, viser og se fjernsyn. Okay, så er man alene. Så er man godt nok alene. Ja. Så der er jeg godt nok alene lige der. 24:39 Og der går fuldstændig hul på dig jo. Der er gået hul på mig, ikke? 24:42 Og du sidder helt alene, og du har ikke noget, der minder om en mulighed for at flygte. I musik, i fjernsyn, i stoffer, ingenting. Hvad gør du så, når du på en eller anden måde ikke kan flygte? 24:52 Så vil man gerne ryne smøg, ikke? Og så har jeg ikke nogen lighter, og så ringer jeg på og beder min lighter, og så får jeg bare at vide, det kan du ikke få. Og det her, vi snakker om, det er den 21. december, ikke? 25:02 Så siger han, kan du ikke spørge, om jeg ikke kan låne af naboen eller et eller andet? Jamen, jeg er ikke ansat her til at skaffe hild til dig. Du må vente til købmanden, at du kan købe en lighter gennem købmanden. Og han bare tænker sådan, okay mand. Og det var ikke samme dag? Nej. Så siger han, hvornår er det? Så siger han, ja det er en gang i januar, fordi det har lige været jul, så der har været dobbelthandling. Og normalt var der en gang om ugen, ikke? Altså, den fik jeg lige der serveret, vi snakker om minutter efter det andet, at de har slukket radioen og det her. Og der vælger jeg så ikke at sige noget, og det går der nogle dage med. 25:35 Jeg svarer dem overhovedet ikke på noget tidspunkt. Ikke godmorgen, goddag, ingenting. Og så kommer der lige pludselig nogle, hvad hedder det... Så kommer der en læge og to sygeplejerske, ens tre hvide kitler med ham der. Fuck er der galt med ham tossende. Og jeg forklarer dem af det, fordi jeg ikke har fået ild i min cigaret. Det var svaret? Ja, okay. Og så siger de, jamen det ordner vi sgu da lige. Og så er det sådan, at fordi det er lige op til jul, så får man julegaver af blandt andet noget, der hedder Blå Kors og Frelsens Hær. 26:05 Så jeg får leveret det der julegaver for tidligt, som bare er sådan poser, der er proffyldt med slik og frugt og tobak og tindstikker, og jeg skal komme efter dig. Så gad jeg godt at sige noget igen. 26:17 Da du har fået tændt din smøg, fået nogle gaver, så gad du godt at sige noget. 26:20 Ja, ja, altså sådan nødtørftigt svarer jeg på nu lige, hvad det skulle være. De dage her, de lyder ret lange. Ja, det er lange. Hvordan får du dagene til at gå? Og kan du sådan... 26:30 Altså, jeg bliver flyttet op på en anden afdeling, som... Det her, det var sådan noget observationsnode, ikke? Og de der, det var bare sådan notorisk hårde betjente, der var der. Ikke, hvad hedder det... Men jeg kom op et sted, hvor de faktisk er meget mere medgørlige og flinke og søde og sådan noget. Og det er jo dem, der serverer maden for mig, fordi det må de andre indsat ikke gøre. Jeg har ikke kontakt med nogen. 26:48 Og der sker det sådan forholdsvis hurtigt. De synes, det er vildt, jeg sidder der, og jeg er bare skideflink, og jeg smiler og er sød. Jeg er sådan helt nyfriseret hver morgen, når de åbner døren, og jeg er lavet, som om jeg er travlt med et eller andet. Jeg sidder og skriver mine tanker ned som brev til min kæreste. Det går dagen med. Når de har lukket døren igen, så lægger jeg mig ned og... 27:11 og stener, og så ved jeg, at de kommer der, så jeg er klar, indtil de kommer næste gang. Så jeg prøver sådan at spille sådan et spil, som om jeg har styr på det. 27:19 Du har det godt faktisk. 27:20 Ja, jeg har begyndt at lave nogle armbøjninger, nogle knæbøjninger og sådan noget, ikke bare for at få gang i min krop igen. Er det for at fortælle dem, at hvad? De skal ikke se mig knække, det er sådan en eller anden idé, jeg har. 27:33 Kan du huske, hvornår du første gang mærker, at isolationen begynder at påvirke dig? 27:39 Jeg synes faktisk, at jeg accepterer min situation ret hurtigt, og det her med at skrive mig ud af det er godt. Og på et tidspunkt er der så en af de der søde betjente, som har fundet nogle bøger på biblioteket, der donerede en dansker, der har været der før. Han hedder Wilber Smith, og han har skrevet Sydafrikas historie helt fra Zulukrine op til Apartheid. 28:01 i en novelle, hvor det er en familie, som hedder de bord, der er omdrejningspunktet, og det er de første, der driver diamantmindrift i Sydafrika. Og det er virkelig spændende. Jeg lever i det der univers der. Fuldstændig. Altså, jeg er en del af den familie. 28:20 Så jeg får bygget mig selv en historie ind, kan man sige. Sådan noget fantasiverdensting. 28:25 Du bliver en del af den familie igennem, at du læser bøgerne. Så det er sådan en flugt væk fra det der isolationsrum. 28:31 Ja, ja. Godmorgen, Sean. Godmorgen, Kathy. Og sådan noget. Men det bliver en del, det der. Og det er en stor hjælp for mig. Og indimellem... 28:39 Hvad giver de der, de her bøger? Altså på... 28:42 Det giver mig en eller anden form for ro, og de er også igen en flugt fra mig selv og mine egne tanker og mine dæmoner. 28:53 Efter i alt 11 måneder bliver døren til isolationssalen endelig åbnet. Men så mange måneders isolation har sat sin spor hos Martin. 29:04 Selv samme aften bliver jeg lukket ind i sådan et fællesskabsrum, hvor der er bordtjenes, hvor der er nogle andre. Og jeg kommer derind, og nogle af dem har kigget lidt. Jeg har set dem gå ud på gangen og sådan noget. Og jeg kommer ind i det der rum, og så siger jeg til dig, at jeg bliver ramt af den vildeste panik. Jeg bryder fuldstændig sammen om at ringe på sådan en alarmknap, som man kunne ringe på, hvis der var slåskamp eller et eller andet. Og de kommer løbende, de der betjeneste siger, at jeg skal bare tilbage. 29:30 Og der kommer jeg ind på min selv igen, der bryder jeg sig sammen. Sådan virkelig for alvor for første gang under hele det her forløb. Det er helt håbløst. Ikke nok har jeg mistet dem, som jeg elsker allerhøjst. Men nu har jeg også virkelig for alvor mistet mig selv. Og min evne til at omgås andre mennesker, det er slut. 29:56 Så der sidder jeg bare og ryster og har det sindssygeste angstanfald faktisk. 30:01 Var det præmien eller prisen for at sidde i isolation så længe? 30:05 Ja, det var jo prisen. Prisen har jeg taget med mig langt hen ad vejen og har den stadigvæk. Jeg har nogle gange sådan en umotiveret trang til bare at være mig selv og alene. Så det tror jeg kommer lidt derfra måske. 30:22 Du er ikke den eneste, der har siddet i fængsel så længe også i isolation, som ligesom har behov for at være sig selv. 30:27 Så der sker noget. Jeg tror, det er en meget generel oplevelse, man har af det der. 30:37 Efter halvanden år, så får du din dom? Så får jeg mit dom, ja. 8 års fængsel for besiddelse af 134 kiloer. 30:42 Ja, eller for medvirkning til indførsel, ja. 134 kiloer. 30:47 Og så ender du med at sidde lidt over to år i Norge, før du bliver overført til Danmark. Det er rigtigt. Og du kommer først forbi Vestrefængsel. Ja. Derefter Bleidumsvejen fængsel. 30:55 Ja. 30:55 Og hvordan er det at komme til Dansk fængsel efter et par år i Norge? 31:00 Altså... Det, som der er for mig den største forskel, er jo selvfølgelig, at nu er min familie og dem, jeg savner, jeg gerne vil se, de er tæt på. Så det er jo det, der er det allervigtigste. Ja. Men der er også noget andet, det er... Opholdet i Norge, altså på det her tidspunkt, der har jeg overhovedet ikke, jeg har jo ikke taget nogen stoffer eller noget, fordi det eksisterer ikke i det norske fængsel der. Det er så minimalt, så det er hvad det hedder. De bruger virkelig mange ressourcer på at holde det ude. Hvilket også gør, at miljøet er ikke stresset på den måde. 31:33 Miljøet i de danske varetægtsfængsler er meget stresset, på det tidspunkt, hvor jeg kommer der i hvert fald, var meget stresset af de stoffer, der florerer, og hvem har, og hvordan kan jeg få fat i, og sådan noget, og hele tiden går det ud, og alt er sådan noget hemmelighedsnøde, og det gælder om at få fat i, og hvad ved jeg. Det oplever jeg faktisk lige fra starten af, da jeg kommer, og jeg synes, det er sådan lidt okay. Men der er også noget andet, det er sådan, at der er på en eller anden måde mere frihed, selvom det stadig er varetægtsfængsling. 31:59 Kunne du godt holde dig fra de stoffer, der lige pludselig var over det hele? Ja, det kunne jeg. Ja, det kunne du godt. 32:03 Ja. 32:06 Senere her, så blev du overført til Horserød, hvor du faktisk trives ret godt. En helt almindelig dag i Horserød, hvordan ser den ud? 32:13 Ja, nu sad jeg på sådan en afdeling, hvor døren ikke var låst. 32:17 Vi kunne gå rundt fra person til person, og der sad mænd og kvinder. Det var sådan, okay. Det var lidt vildt, ikke? Men det var, som det var i hvert fald. Så de åbner døren, siger, godmorgen, jeg står op, spiser noget morgenmad, går på arbejde, jeg arbejdede i gartneriet, jeg elskede det, gik rundt, og jeg fik den glimrende opgave, at jeg skulle klippe hækken, og der var 17 kilometer, du ved ikke, så hvad hedder det, når jeg var færdig, i alt, inklusivt funktionærbolig og hvad der ellers er, indvendigt og udvendigt, ikke? Så jeg elskede det der hækklipperi der, ikke? Og det var bare det foregik, når jeg var færdig, så startede jeg forfra og sådan på den måde der, ikke? 32:50 Så har jeg klippet hæk, spiser frokost. Jeg sad på en afdeling, hvor vi havde selvforplejning, så vi lavede vores egen mad. Går tilbage, finder færdig på arbejde, går op i sådan noget, jeg tror, det hed Center 21, eller sådan noget, hvor der var træning, ikke? Så trænede jeg og gik tilbage, spiste i den her lille madgruppe, vi havde. Og så nogle aftener spillede vi tvivl på 7, nogle andre aftener lavede vi bælter og ledervist og sådan noget, ikke? 33:18 Der er mange, der beskriver den her måde, du forklarer det på, at man ved din anholdelse, hvor du selv fik den der, nu er det overstået. Og så kommer ind til det her, hvor du trives i det her ro, og du ved, hvad du skal, du ved, hvor du skal klokken ni, du ved, hvor du skal i morgen, og det hele er det samme. 33:33 Og sådan nogle rammer, man kan bevæge sig indenfor, for det er kaos, der var udenfor. Og samtidig så har du også muligheden for at udvikle et eller andet. Jeg tænker sådan, okay, jeg bliver nødt til, der skal ske noget andet, når jeg kommer ud. Så jeg bliver nødt til at lære noget, jeg bliver nødt til at kunne noget andet. Så jeg vil gerne i gang med noget uddannelse. Jeg begynder at sætte mig ind i nogle ting. Jeg bliver meget interesseret i alt omkring dansk møbelkunst og gå bare til bunds i det og få fat i alt, hvad jeg kan af materiale omkring det. 34:05 Jeg lærer om nogle andre religioner også, jeg læser blandt andet Koranen, jeg holder Ramadan, jeg har gjort mange af sådan nogle ting, mens jeg har været der, bare for at lære noget. Og så vil jeg gerne, jeg skal starte med noget, hvad hedder det, jeg har ikke færdiggøret nogen gymnasiel uddannelse, så jeg bliver nødt til at starte med noget HF. Så jeg tog en fuld HF på et år, samtidig med at arbejde i det der gartneri. 34:29 Så jeg gav den gas og gjorde noget ved det der. Og så kom jeg ind på sådan en, hvad hedder det, markedsøkonomiuddannelse senere hen. Og da de ser, hvad hedder det, hvor ivrig jeg er og alt det her, jeg gør, så er det bare, så lige pludselig er det bare, okay mand, vi giver ham hele pakken, du ved, så er det på frigangs videre et nyt fængsel, hvor jeg går i skole om morgenen og kommer hjem efter skole, ikke? 34:52 Okay. Det er et frigangsfængsel, altså for folk, der kun er i arbejderuddannelsen? 34:56 Ja, ja, ja. Under vidslyst lille statsfængsel, ikke? Det her frigangssted her, ikke? 35:07 Fem år efter du blev anholdt, der blev du løslet i 1996. Ja. Og hvordan tænker du på det tidspunkt, at dit liv skal være nu? 35:16 Der tænker jeg, at nu skal jeg i gang med at lave noget forretning. Jeg skal få genetableret den her tætte kontakt til min familie. Jeg skal bare sadle helt om. Det er de tanker, jeg har gjort mig, og det er de planer, jeg har lagt igennem hele den tid, jeg har siddet i fængsel. Holder de planer? 35:32 Der sker det, at den dag, jeg bliver løslat efter aftalen med min kæreste, får min ven lov til at hente mig og køre mig direkte til Amsterdam. Og vi skal selvfølgelig have noget kokain, da vi kommer til Amsterdam, og han kører mig ud til et eller andet ussel, ussel lejlighed. Og jeg tager det der kokain. Og det, der sker, det er, at jeg ikke bliver lige så vanvittig, som jeg blev før, da jeg tog det uden heroin. Jeg bliver mere vanvittig. Så min vanvid er progressivt vokset, uden at jeg har fået kokain. 36:03 Og et minut efter, så tager jeg heroin. Og der er det ligesom alt, hvad jeg har ønsket og håbet falder til jorden med et plask. Jeg har jo taget en beslutning om ikke at tage noget. 36:21 heroin mere. Men jeg har overhovedet ikke gjort noget for det. Jeg har bare taget en beslutning. Der er denne her historie, der er ret interessant. Der sidder tre frøer på et åkandblad. Den ene beslutter sig for at hoppe i vandet. Hvor mange sidder der tilbage? Der sidder tre, for han har kun besluttet sig. Der sker ikke en skid, før du gør noget. 36:41 Så du havde ikke fået hjælp til dit misbrug i den periode, du havde lavet vær? Jeg havde ikke søgt hjælp. 36:44 Jeg havde ikke gjort noget som helst. Jeg troede, jeg kunne klare alting selv igen på egen hold. 36:48 Så du starter faktisk ret hurtigt på stoffer, og du bliver afhængig igen af heroin? 36:52 Ja, det er jeg afhængig fra det øjeblik, jeg startede der. Den første der? Ja, det er ikke sådan, at jeg vil blive syg, men jeg ved bare, at nu skal jeg bare have det. Og så kører det bare. Og nu kører det hurtigt, ikke? Og i løbet af ingen tid, så kan jeg ikke byde min familie det her. Jeg har sagt så mange gange, jeg stopper på mandag, jeg gør dit og jeg gør dat. Jeg kan godt mærke her, at nu er jeg ude på et plan. Altså jeg er kommet ud over den her med at håbe på, at hvis det her sker, så får jeg et godt liv. Jeg ved, at jeg skal dø af det her. 37:24 Jeg ved, at jeg kommer aldrig videre. Og det vil jeg ikke byde dem. 37:28 Har du gædet op her? 37:29 Der er jeg gædet op. Og der forsvinder jeg så ned i Istegade, ikke? Og bor i et godt stykke tid som hjemløs. Sover på lokummer... Ja, jeg har sådan en, der er et godt trick, synes jeg selv, hvor der er sådan vaskerier, hvis jeg kan komme ind, ikke? Og der lige har været gang i tørretombleren, inden den der automatlås, der låser vaskeriet. Så op og ligge på den der tørretomble, ikke? Om vinteren, når det var iskoldt, ikke? 37:57 Hvor får du stofferne fra? Har du stadigvæk penge tilbage? 37:59 Ej, ej, ej. Jeg kan ikke sige dig i den lange periode, præcis hvad jeg har gjort. Men jeg ved bare, at jeg opholder mig i... 38:09 mellem Maria Kirkeplads og Sundhedsgade. Jeg kommer ikke uden for det der. Det er der, du bor og lever. Og går lidt frem og tilbage, og så sælger du nogle pakker hele tiden. Det er jo sådan noget super stress, konstant, for hele mit liv det handler. Altså, jeg tænker kun på, at bare jeg dør hurtigst muligt, og hvordan skal jeg skaffe de næste stoffer? Sådan er det 24 timer i døgnet. 38:39 Martin bliver anholdt flere gange, mens han er hjemløs på Istegade. Men en dag bliver han anholdt i en lejlighed på Vesterbro med 10 gram kokain på sig. Og denne anholdelse skal vise sig at blive noget anderledes. 38:54 Her ved jeg godt af, at nu skal jeg ind igen og få det dårlige. Meget dårligere end der var oppe i Norge. 38:59 fordi det er noget lorte heroin, jeg tager, ikke? Og jeg ved godt, at jeg kommer til at modtage en dom, en lille dom, men en dom. Og på vej ud i transporten, der siger, at den her betjent, som mange gange har været i kontakt med mig, mange gange har sagt til mig, hør nu her, der findes hjælp at få, og jeg bare så skrid, mand, jeg snakker ikke mere, du ved, og så, nu siger han ikke det der, men der findes hjælp at få, nu siger han sådan her, Og det er meget fedt tøj, du har på mig. Og der har jeg lige byttet en lille smule heroin fra noget tøj med en pige, der må butikstyre. 39:31 Jeg har ikke været at bad i tre måneder. Og så siger han, det er meget fedt tøj, det der. Men har du set dig selv i spejlet? Da han siger det, så sker der noget inde i mig, der er helt vildt. Fordi jeg tog ikke at kigge på mig selv, når jeg gik forbi et vindue på gaden. Og jeg har ikke set mig selv i spejlet i, jeg ved ikke, månedsvis. Og jeg har ikke været i bad månedsvis. Og der falder, alle facader falder bare til jorden. 39:56 Alt. 39:57 Og så står jeg bare sådan her, og så får jeg en eller anden, og det er det her, det kan jeg ikke forklare. Fordi jeg bliver ramt af en følelse af tryghed midt i det her. 40:10 Det er en håndsrækning til, at jeg kan vælge at leve. Og det er nu, hvis det er det, jeg vil. Det her er det aller sidste chance. 40:19 Du kommer til Vesterfængsel den her gang på modtagelsesafdelingen, og bliver sætere og flyttet til Blejdomsfængsel. Endnu en gang. Endnu en gang, ja. Gode gamle. Og kan du huske, hvad der går gennem dit hoved her, når du er her igen? 40:30 Ja, der sker det. Og der er jo sket noget med dig. Men der sker det, at jeg kommer til Blejdom, og så får jeg udleveret tv og får udleveret sådan en lille musikboks, ikke? Jeg har et nummer, som altid har fulgt mig, som har rørt mig dybt altid. Et nummer af Bill Collins, som hedder Paradise is just another day for you and me in paradise. Nogle mennesker kender det her. Så åbner jeg fjernsynet, så er der en reklame fra en CD, hvor det her nummer bliver spillet. 40:57 Og jeg er bare sådan, hold kæft, men det er jo kun et lille bid. Så jeg går hen og begynder at skrue på den der radio på en eller anden mærkelig måde, tænder den, og så spiller jeg det nummer der. Så viser det sig, at der er en, der har haft den her boks fra mig, som har glemt præcis den her CD i CD-spilleren, som sidder i, og det starter med det nummer, og da jeg tænder for den, så er det det, der tænder. 41:18 Og du har lært det, du har brug for? 41:20 Der, der tror jeg på Gud. 41:25 Og i det sekund, der bliver jeg ramt igen af det her følelse om, det er jo det vildeste svigt, jeg har udsat menneskerne i mit liv for. Altså, det er jo fuldstændig sindssygt. Men også mig selv. Og jeg føler også lige pludselig det her, hvor har jeg svigtet mig selv. Lige så ondt, som det gør, og blive bevidst omkring det her. Lige så fast besluttet jeg er i det her med, at nu skal jeg leve et andet liv her. 41:57 Du har jo dine kræfter begyndt at vende tilbage, men det gør dine følelser også her? 42:00 Ja, helt sikkert. 42:02 Hvad sker der med dig, når du begynder at få det bedre, og du begynder at mærke dig selv? 42:06 Jeg har på intet tidspunkt i hele det her forløb vidst, at der var noget, nogle form for hjælp at hente. Og jeg har altid følt, at jeg var helt alene om det her. Hvor sindssygt er det ikke, fordi jeg har bevæget mig. i et miljø, det her meget lille miljø, med mennesker, der havde den arbejde ligesom mig, men jeg synes 100% jeg var den, der havde det værst, og jeg var den eneste, der havde det på den her måde her, og jeg kunne ikke relatere til noget, jeg kunne ikke, jeg vidste simpelthen ikke, jeg havde ikke noget svar på, hvad kan jeg gøre for at få det bedre? 42:43 Men der bliver jeg så, efter jeg bliver løslet her, så ved en tilfældighed, så bliver jeg så introduceret til, altså der findes nogle selvhjælpsgrupper, som folk har hørt om sikkert. For mig bliver introduktionen til det her, det der ændrer alt fremadrettet. 43:03 Må jeg lige spørge, hvad sker der ved det møde her, siden det ændrer alt? 43:06 Det, der ændrer alt, er, at jeg lige pludselig ikke er alene med det her mere. Det er bare den der følelse, jeg får første gang, jeg er til sådan en møde her. Jeg er ikke alene. Der er andre, der har det fuldstændig ligesom mig. Og nogle af dem, som der har det ligesom mig, fortæller, at de har fået arbejde, og de har fået en bil og sådan noget, og en kæreste og alt muligt, hvor jeg bare tænker sådan, hold da kæft. I første omgang tror jeg måske lidt af de lyver, men den er god nok, fordi nogle af dem har jeg faktisk set i gaden. Og den var god nok. Så der er begyndt at spire et lille håb her? Der er begyndt at spire et håb om noget. 43:39 der kunne minde om en eller anden form for anstændighed. Så nu begynder jeg så at, hvad hedder det, nu får jeg så mod til at række ud og bede om hjælp til at kigge på mig selv, for det er jo ikke noget, Tore gjorde alene, men jeg blev sgu nødt til at have en, der holdt mig i hånden, eller nogen i hvert fald. 43:54 Helt vigtigt fællesskab, du møder her. 43:57 Ja, det er jo bare et fællesskab, der har reddet millioner af liv på tværs af kultur og sprog og alt i hele den her verden. Det koster ingenting. Det er selvforsynligt, og det er uden nogle forpligtelser og krav af noget. Og den eneste, hvad hedder det, betingelse for at komme til sådan noget, det er et ønske om at stoppe med at drikke, shoppe, hvad det nu kan være, der gør ens liv magtesløst. 44:23 I dag... 44:25 Martin, er det 27 år siden, du blev stoffri? 44:28 Ja. 44:28 Går du stadig til møder? 44:30 Det kan jeg lige love dig for, at jeg gør. Det der med, at jeg siger, at det er 27 år siden, jeg har taget stoffer, okay, fint nok, du ved ikke. Men det er altså ikke 27 år siden, at jeg har sovet og skadet mig selv og andre på grund af min adfærd. 44:42 Og en stor del af dit liv, der har du været afhængig, du har været kriminell, du har siddet i fængsel, og som du selv begiver dig ind på, og nu så bruger du meget af din tid på at hjælpe folk ud af afhængighed nu. Og hvad tænker du, når du ser nogen på den vej, som du selv har været igennem? 44:59 For at være ærlig, så bliver jeg skide ked af det, fordi jeg ved godt, at jeg kan sidde og sige alt muligt, og alle kan sige alle mulige ting om det ene og det andet, men hvis ikke der er en trang fra personen. Altså hvis ikke personen på en eller anden måde har nået en eller anden form for bund og ikke kan mere, så kan du sige, hvad du vil. Så bare spørgsmålet om, så gør man det igen. Fordi sådan gjorde jeg, og det har jeg set mange gange. 45:26 Og hvordan er det så for dig, når du selv kigger på den tur, du selv har taget i dag her og kigger tilbage? 45:31 Jamen, så er det jo helt urealistisk. Nu er det jo fordi, nu er det her det korte, og vi snakker om det her fængsel. Jeg har tænkt over fængslet, du ved. Altså, en ting er det der fysiske fængsel, men det andet fængsel, det er det fængsel, og de rammer, jeg havde lavet for mig selv, og det fængsel, jeg har sat mig selv i. Og det er det fængsel, jeg føler, at jeg i hvert fald en stor del af tiden har overlov for. På overlov? Fra mit eget fængsel. 45:56 Okay. 45:56 Indimellem har jeg sat mig selv i fængsel igen. Men der har været spil, der har været alt muligt andet. Addiktiv adfærd, hvor jeg træffer nogle beslutninger, hvor jeg efterfølgende ikke kan sige, hvordan fanden kan jeg gøre det? Der har været noget omkring medovhængighed. Der har været nogle andre ting. Men lige præcis i dag føler jeg mig fri. Altså i dag føler jeg mig fri, fordi jeg har gjort det, der skal til for mig for at føle mig fri. Det her, det er ligesom fysisk træning, ikke? Når du går i træningscenteret, du ved, og så kan du komme i topform, ikke? Og så kan du kigge dig selv og se dig bare sådan, den er hjemme, du ved, ikke? 46:28 Og så går du ikke derned mere, vel? Så falder du sammen, ikke? Så man skal holde det kørende, og det er det, du... Den vigtigste ting omkring det her med at arbejde med sig selv og kigge på sig selv, det er at blive ved med at gøre det. 46:43 Det er en god sidste sætning. Tak fordi du ville komme her og fortælle din historie, Martin. Det var en meget stor fornøjelse at fortælle med dig. 46:49 Fedt. Jeg håber bare, at der er nogen, der kan bruge noget af det her, at der er sgu en mulighed, og det kan lade sig gøre. Det er bare den vigtige del af budskabet. Præcis. Tak fordi du kom. 46:59 Selv tak. Vi har forelagt Danmarks fængsler, at Martin beskriver, at det florerer med stoffer i fængslet. 47:05 Til det svarer du Danmarks fængsler, at det er ulovligt at besidde eller handle med euforiserende stoffer i Danmarks fængsler, og fund af stoffer vil blive taget meget alvorligt. Danmarks fængsler arbejder løbende med at styrke kontrollen med euforiserende stoffer. 47:41 Sæsonen er startet. Sæsonen for hvad? Finalslovssæsonen er startet. 47:45 Kom helt tæt på de vigtigste historier. Let's go! Nej, der er ikke noget, let's go. Idéa Lyd. Tak for det, Trump. Vi er opdateret på det uventede. Det der, det er jo et cirkus, han rejser rundt med Trump. 47:56 Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg har set Tradwise-profiler, der siger, jeg vil ikke have et frit valg. Jeg skal følge min mands vilje. Det er derfor, jeg underkaster mig. 48:03 Og det, alle de andre taler om. Symbolisere Tradwise-fænomenet. 48:07 Et skridt tilbage for ligestillingen. Find din podcast. Idéa Lyd.